Tab og sorg

Det er meget traumatisk at blive klar over, at ens barn har en udviklingsforstyrrelse.

Nyere forskning har påvist, at sorgen over dette aldrig helt forsvinder.

I denne artikel redegøres for problemerne, ligesom der gives nogle praktiske råd om, hvordan man kan tackle disse følelsesmæssige reaktioner.

Indhold

1. Introduktion
2. Lettelsen ved at få en diagnose
3. Den første reaktion – sorg
Hvor stort er problemet?
Det er en myte, at mindre udviklingsproblemer medfører mindre sorgreaktioner
4. Det handler ikke kun om barnet – men om hele familien!
5. Hvordan sorgreaktioner kan komme på afveje
Benægtelse – den desperate søgen efter en helbredelsesmetode
Benægtelse – distancering for at beskytte sig selv
Vrede
6. Kan man komme over den første reaktion?
Sorg og depression
Tilbagevendende reaktioner
7. Hvad man kan gøre for at håndtere disse følelser
At forstå, anerkende, acceptere og diskutere
At huske på, hvad der er godt
At passe på sig selv
At passe på sit parforhold
At vide, hvem man ikke skal tale med
Hvis det bliver for meget
8. Konklusion
9. Kildeangivelse

1. Introduktion

For hvert barn der fødes, fødes også håb og drømme hos forældrene. Ønsker om lykke og fremgang; forhåbninger om, at barnet vil få muligheder, som forældrene måske ikke selv fik. Drømmene udvikler sig i takt med at barnet bliver større og viser evner og interesser.

Dét, at blive klar over, at ens barn har en udviklingsforstyrrelse – at der er noget anderledes ved dette barn, noget, som ikke bare vil forsvinde af sig selv – er næsten umuligt at se i øjnene. En sådan opdagelse medfører oplevelsen af at have mistet noget, nemlig drømmene og forhåbningerne. Dette tab er blevet sidestillet med den smerte, der er forbundet med at vide, at en elsket person (eller endog én selv) snart skal dø: Tab/sorg-reaktionen. Det er ikke en intellektuel proces som for eksempel at skifte mening – det er derimod en følelsesmæssig proces. Man gennemlever et kaos af forskellige følelser, man ikke er forberedt på.

Denne artikel omhandler de følelser, der opstår ved erkendelsen af et barns handicap – tab/sorg-reaktionen. I dette tilfælde er reaktionen imidlertid ikke en enkeltstående hændelse – reaktionen vender tilbage i mange afgrænsede former i løbet af barnets opvækst. Dette kan kaldes kronisk tilbagevendende sorg.

2. Lettelsen ved at få en diagnose

For mange forældre kommer diagnosen som en lettelse. En diagnose er en anerkendelse af, at deres bekymringer var/er berettigede. Det kan være, at der forinden er gået flere år med afvisninger og beroligelse gående ud på, at de bare er bekymrede forældre til et normalt barn.

Endnu en grund til at føle sig lettet findes i selve årsagen. En udviklingsforstyrrelses-diagnose betyder, at problemet er medfødt og skyldes en eller flere fejl ved barnets neurologiske funktion. Dette muliggør, at forældrene kan give slip på skyldfølelsen og uroen over, at de måske er dårlige forældre. De kan tværtimod være særligt ressourcestærke forældre, der simpelthen har et ekstraordinært krævende barn.

Således kan en udviklingsforstyrrelses-diagnose være en blandet velsignelse. En lettelse og en sorg – samtidig. Det er sorgen, der er emnet i det følgende.

3. Den første reaktion – sorg

Gennem sin bog ”Om døden og den døende” henledte dr. Elisabeth Kübler-Ross sine fagfællers opmærksomhed på den dybde og de karakteristika, som vore tabsreaktioner rummer, når vi erfarer, at vi selv eller andre er uhelbredeligt syge. I sit arbejde i Schweiz og senere i USA udforskede hun menneskers følelsesmæssige reaktioner, når de forsøgte at indstille sig på en sådan viden.

Mange kender de ’stadier’ i sorgprocessen, som hun definerede:

  1. Benægtelse – den følelsesmæssige blokering, som afholder os fra blot så meget som at overveje, om der måske kunne være noget sandt i informationen.
  2. Vrede – det følelsesmæssige ”maskingevær”, som oftest rettes mod den nærmeste familie eller mod den, der overbringer nyheden.
  3. Købslåen – en forhandlingsproces, hvor man håber at kunne undslippe problemet ”hvis jeg nu gør sådan eller sådan …”.
  4. Depression – at se sandheden i øjnene; føle sig elendig og skyldig og fuld af håbløshed.
  5. Accept – at ændre sine fremtidsvisioner og revidere sine planer.

For forældre til børn med udviklingsforstyrrelser er processen dog noget anderledes. Barnet er ikke døende. Så selv om mange af de ovennævnte elementer i sorgprocessen går igen, er det en anden rute man vandrer ad. Der er mindst tre grunde hertil: Problemet er ikke enkelt og tydeligt, problemets omfang er uklart, og problemet går ikke over.

Hvor stort er problemet?

De professionelle, der beskæftiger sig med børns udviklingsforstyrrelser, benytter sig af en terminologi, der kan være særdeles uklar. Udtrykket ’retarderet’ (forsinket) er nok det tydeligste eksempel, da det fortæller meget lidt om, hvad man kan forvente m.h.t. barnets udviklingsmuligheder. Døren slås på vid gab til allehånde forhåbninger om, at barnet vil indhente de andre og klare sig fint på længere sigt.

En anden kilde til flertydighed er den sproglige ’oversættelse’ til fagudtryk, som dukker op f.eks. i forbindelse med testning af barnet. Her kaldes problemerne ved de navne, der knytter sig til selve undersøgelserne. Som forældre er det ikke let at vide, hvad dårlig ’sekventiel spændvidde’ eller ’figur-grund perception’ betyder – og dermed er det ganske svært at overskue, hvordan det vil påvirke barnets liv og fremtid.

Før i tiden skete det ofte, at man i behandlerverdenen veg tilbage for at fortælle patienterne det, når de var uhelbredeligt syge – man foretrak at lade dem leve i ’lykkelig uvidenhed’ i deres sidste tid. Denne formynderiske holdning var fuldstændig fejlagtig. Det har vist sig, at patienterne som oftest ved besked alligevel, så en sådan holdning gav blot patienterne det indtryk, at de ikke kunne tale åbent med lægen. Ydermere forhindrede den hemmelighedsfulde atmosfære patienterne i aktivt at bearbejde deres følelser, gøre status, arrangere praktiske forhold og de mange andre behov, der opstår i sådanne situationer.

Men selv om en sådan indstilling er blevet sjælden i forhold til døende patienter, forekommer den stadig i de handicappede børns verden. Fagfolkene frygter at fratage forældrene håbet. De er bange for at svække forældrenes motivation for at gå i gang med behandlingerne. De kan være usikre på diagnosen. De kan også blive forvirrede på grund af barnets udvikling – børn forandrer sig og lærer hele tiden nye ting; så måske var diagnosen alligevel ikke den rigtige?

Hvis der er tilstrækkeligt bevis for, at problemerne er til stede, og barnet ikke ”indhenter” sine jævnaldrende, er det nødvendigt at gennemdrøfte hvor kronisk tilstanden er – altså i hvilken grad problemerne må anses for livsvarige. Man skal ikke slå sig til tåls med en vag, uspecifik revision af problemerne fra fagfolkenes side, men derimod sikre sig, at alle ens spørgsmål bliver besvaret så godt som muligt gennem diagnoseprocessen, og derigennem få de klarest mulige svar på spørgsmålet om, hvorvidt han/hun vil vokse fra det – altså om problemerne vil kunne aftage eller forsvinde med tiden.

Uden en klar redegørelse er det meget vanskeligt at tilpasse sig situationen. Det er umuligt at sørge, og det er svært at finde frem til – og skelne mellem – de mange behandlings- og støttemuligheder, som ville kunne have afgørende indflydelse på barnets fremtidige livskvalitet.

Det er en myte, at mindre udviklingsproblemer medfører mindre sorgreaktioner

Det er indlysende for enhver, at det må være en stor sorg for et forældrepar, når deres barns funktions-nedsættelse er synligt – når barnet f.eks. sidder i kørestol eller på anden måde klart fremtræder som værende handicappet. Men hvad med de tilfælde, hvor barnet ser helt normalt ud og går i skole som alle andre – betyder det, at smerten over dette barns handicap er tilsvarende reduceret?

Der er ikke megen egentlig forskning på dette felt, men vores erfaring er, at den følelsesmæssige reaktion kan være fuldt ud lige så knusende. Reaktionen er yderligere kompliceret af, at forældrene føler sig skyldige over at føle, som de gør – når deres barn nu er så tæt på det ”normale”, så burde deres problemer og følelser ikke være så overvældende (for der er jo andre, hvis børn er meget mere handicappede).

Når vi diskuterer målsætninger med forældre, taler vi ofte om, hvad de er bange for, at der vil ske fremover. Angsten for fremtiden – når den unge er 17 år og gået ud af skolen – handler ofte om frygt for, at barnet skal springe fra skolegang/uddannelse, være venneløs, misbruge alkohol eller stoffer, blive arbejdsløs, lide af depression eller begå selvmord.

Set i lyset af disse bekymringer virker udviklingsforstyrrelser ikke længere som små, banale problemer. Det er skæbnesvangre temaer – alle forældres mareridt. Det er derfor intet under, at når forældrene tænker på fremtiden, kan deres sorgfølelser blive fuldt ud ligeså stærke som f.eks. en reaktion på oplysningen om alvorlig spastisk lidelse.

4. Det handler ikke kun om barnet – men om hele familien!

Indtil nu har vi omtalt følelsen af at miste håb og drømme om barnets fremtid. Men for forældre udvides denne tabsfølelse til at omfatte familien som helhed. Sædvanligvis forestiller forældre sig familien som en gruppe mennesker, som støtter hinanden og vokser sammen. Familien øger forældrenes livskvalitet, samtidig med, at de sørger for børnenes udvikling. Ideelt set vinder alle noget derved.

Når et menneske har et problem, navnlig et, som vil vare ved, i en eller anden form, livet igennem, bliver hele familien involveret. Ikke blot barnets udvikling, men hele familiens livskvalitet ændres. Det følgende er nogle af de måder, hvorpå et barn med udviklingsforstyrrelser kan påvirke hele familien:

  • Økonomisk – man må betale fridage og evt. ekstra tjenesteydelser
  • Tid og tilgængelighed – tiden til barnet må tages fra de andre børn og andre aktiviteter
  • Energi – forældrene er simpelthen trætte
  • Følelser – emotionel udmattelse kan føre til vrede, depression samt konsekvenser heraf
  • Bundethed – forældre kan føle sig ’fanget’ med et vanskeligt barn, fordi de ikke kan holde fri fra det
  • Socialt – familier med vanskelige børn bliver ofte mere socialt isolerede

Efterhånden som forældre begynder at erkende, at deres barn har et livslangt problem, begræder de ikke blot tabet af ønsker og drømme for barnet, men også for familien som helhed. Mange forældre har fortalt mig, at dette var den allerstørste psykiske belastning.

At omtale dette – at trække netop dette problem frem i lyset – er ikke blot vigtigt for at øge forståelsen for, hvor meget et barn med særlige behov påvirker hele familien. Det er også afgørende at erkende, at disse emner er vigtige og reelle og bør bearbejdes som problemer i sig selv. Med andre ord: Lige fra starten bør en af de højest prioriterede målsætninger være både at varetage familiens behov – og barnets behov. Dette omfatter strategier som:

  • At skaffe pusterum – at planlægge tid uden barnets deltagelse
  • At fordele – at sikre, at behovene hos alle børnene, ikke kun ’problembarnets’, tilgodeses
  • At bevare forældrenes indbyrdes forhold – bruge tid og kræfter på dette

5. Hvordan sorgreaktioner kan komme på afveje

Hvis de diagnostiske meddelelser har været uklare, og forældrene ikke har fået lov til at sørge ordentligt, kan sorgreaktionen ved oplysning om funktionsnedsættelsen undertiden komme på afveje. Til andre tider er meddelelsen tydelig nok, men følelserne, der bliver vakt, er for overvældende eller ængstende og må kanaliseres ud ad andre veje. I begge tilfælde kan følelserne føre til, at forældrene opfører sig på en måde, der ikke hjælper barnet. I det følgende gives eksempler på sådanne reaktionsmønstre.

Benægtelse – den desperate søgen efter en helbredelsesmetode

Alt for ofte ser vi forældre i en hvileløs søgen efter ”De Vises Sten”, som vil kunne kurere deres barn. Nye terapiformer med besnærende navne, ’naturlige’, alternative produkter, specielle øvelser for at ”genoprette” den tidlige udvikling, som aldrig kom af sig selv. Vort samfund er fuldt af muligheder.

I denne proces sender forældre ofte deres børn gennem et rent helvede. Tykke mapper med vurderinger, daglige øvelser, masser af kapsler med diverse olier. Meget mistes og kun lidt vindes. Den inderste kerne i dette mønster er benægtelse. Forældrene mister deres objektivitet i jagten på kuren – det mindste glimt af håb, baseret på et enkelt lykkeligt tilfælde, forstørres helt ud af proportion.

Jo længere denne proces får lov til at køre, jo sværere er det at bremse den. Uheldigvis er det i sidste instans barnet, der lider. Undervejs gennem nye vurderinger og behandlinger gennemtrænges også barnet af vreden, frustrationen, håbløsheden og opfattelsen af, at det er uacceptabelt at være, sådan som han/hun er. Når først disse opfattelser er rodfæstede, vil de influere på barnet, resten af dets fremtidige ungdoms- og voksenliv.

Benægtelse – distancering for at beskytte sig selv

En anden måde at udtrykke benægtelse på er at lægge en distance. Dette behøver ikke betyde, at man totalt ignorerer problemernes eksistens. Det kan sagtens være diskret, f.eks. forælderen i venteværelset, som fordyber sig i ugebladene mens behandleren klarer arbejdet. Man kan også vælge at begrave sig i travlhed og/eller træthed.

Distancering beskytter en mod at stå ansigt til ansigt med konsekvenserne og mod at mærke de følelser, man frygter. Det tillader en fatalisme overfor barnet, som beskytter forældrene mod at tage ansvaret.

Men det kan blive tilsvarende katastrofalt for barnet. Et barn med en høj risiko for udviklingsvanskeligheder får derved ikke den støtte fra familien, som det har et desperat behov for. Det kan ikke af egen kraft nå over den kløft, forældrene har skabt. Når barnet står alene, er det i en uendeligt sårbar position.

Vrede

Vrede er en sammensat og frygtindgydende følelse. Selv om den egentlige årsag til vreden måske er uklar, kan følelsen overvælde ens tanker og adfærd og forlede en til handlinger eller ord, man senere fortryder.

Hvorfor dukker der vrede op i en sorgproces? Der er bl.a. forestillingen om, at ”dette burde ikke være sket” – ergo må det være ”en eller andens fejl”. Det kan også være en skyldfølelse – begravet så langt nede, at man ikke er bevidst om det – som får vreden til at blusse. Vrede er frustration i et dødvande; man er fanget i en situation, hvorfra der ikke er nogen vej ud – en situation, der overhovedet ikke burde være opstået.

Vi lærer forskellige måder at håndtere vrede på. F.eks. kan nogle være charmetrolde på jobbet og sure og vrantne derhjemme, vel vidende, at familien finder sig i det og stadig er der i morgen. Nogle udtrykker vreden gennem intolerante holdninger overfor andre grupper af mennesker (anti-religiøse, racistiske o.s.v., afhængigt af den foretrukne syndebuk). Andre igen får afløb gennem aggressiv konkurrence i sports- eller arbejdslivet – eller vælger at kaste sig ud i kampen for en eller anden ’sag’. Den vrede, der naturligt opstår ved den forfærdelige nyhed, at ens barn har en udviklingsforstyrrelse, skal ud på en eller anden måde. Den kan rettes mod budbringeren – de fagfolk, der stillede diagnosen. Den kan også være rettet mod de foregående fagfolk, som netop ikke stillede diagnosen – eller mod en lærer eller pædagog, som forsikrede, at alt var i orden – eller den kan rettes mod partneren. Men ulykkeligvis er det ikke sjældent barnet selv, der bliver målet for forælderens vrede.

Hos nogle forældre går vreden indad, mod dem selv. De kan fokusere på noget, de ville ønske at de havde gjort tidligere – eller ville ønske, at de ikke havde gjort. De kan tvivle på eller endog hade sig selv. Dette er lige så ødelæggende, da det svækker enhver evne til at hjælpe barnet i dets nuværende situation. Et mere komplekst udtryk for vrede er at arrangere eller ophidse til konflikter. En sådan konflikt kan f.eks. være mellem en lærer og en skoleleder, mellem to behandlere eller mellem to slægtninge. Man smigrer den ene og rakker ned på den anden og giver ny næring til modstridende opfattelser. Igen er det barnet, det går ud over. Det er nødsaget til at spænde over kløften mellem de modstridende situationer og opfattelser.

Når forældrene har været i benægtelses-fasen i nogen tid og efterhånden begynder at kunne rumme situationen, kan reaktionen på at give slip på vreden være meget voldsom – som en dæmning, der brister efter lang tids pres.

6. Kan man komme over den første reaktion?

Et dødsfald har i sagens natur en klart defineret afslutning. Der er et bestemt tidspunkt, og der er sociale begivenheder og traditioner (begravelse, sammenkomst bagefter) knyttet til processen. Når man indstiller sig på et dødsfald, er det muligt at arbejde sig igennem forskellige typer af følelsesmæssig indstilling og nå til et punkt, hvor man accepterer situationen og begynder at bygge livet op igen.

Et barn med udviklingsforstyrrelser er ikke ved at dø (medmindre det lider af en tilknyttet uhelbredelig sygdom). Barnet vil være forskelligt fra vore forventninger om det normale, og disse forskelle vil igen og igen træde frem i løbet af barnets opvækst. Det er som en uendelig række af bittesmå dødsfald. Hver eneste hændelse er en påmindelse om barnets anderledeshed. Hver eneste af disse hændelser kan fremkalde en sorgproces i miniformat.

For de behandlere, der arbejder med familierne, kan sådanne gentagelser virke forvirrende. Ved det ene besøg har man en realistisk diskussion om problemerne – men ved det næste spørger forældrene om, hvornår barnet vil vokse fra det – eller de vil gerne vide, om behandlingen kan kurere vanskelighederne. Dette kan være noget af en udfordring for en behandler at forholde sig til – ”Jamen jeg troede, at vi havde gennemdrøftet dét!”.

I den forskning, hvor man har undersøgt forældres indstilling til deres børns handicap, bruges ofte vendingen ”kronisk tilbagevendende sorg”. Sorgen er der måske ikke lige i øjeblikket, men den kan til enhver tid vende tilbage. Og med den noget af vreden, benægtelsen og andre følelser.

Sorg og depression

Sorgen er desværre helt almindeligt forekommende. Forældre, som egentlig har affundet sig med deres barns problemer, kan stadig komme ud for en jævnligt tilbagevendende tristhed over situationen. Det gælder måske ikke dem selv, men ofte barnet – en fortvivlelse over, at han/hun er afskåret fra at få det liv, som han/hun kunne have fået. Sorgen kan også være på partnerens vegne (han/hun havde ønsket sig et rask barn) – eller på barnets søskendes; også deres liv er også blevet mere vanskelige.

Når sorgen går indad og er blevet grundfæstet og mere permanent, kan den slå over i en egentlig depression. Det er et langt alvorligere problem, da en depression undergraver selve evnen til at leve. Den opsluger al energi. Hvis der er tale om en sådan tilstand, er det nødvendigt at søge professionel hjælp.

Tilbagevendende reaktioner

Der er perioder, hvor barnet lærer meget nyt, og hvor han/hun gør store fremskridt. Til andre tider står barnets handicap hjerteskærende klart. Ethvert skridt på barnets ”udviklingsvej” og forældrenes deltagelse heri, fremkalder en særlig kombination af følelser. Denne emotionelle vej mod at erkende og acceptere barnets handicap er ikke en lige landevej – og der er heller ingen vej tilbage til udgangspunktet. Vejen er snarere som et ocean, der alt efter klimaet og vejrliget arter sig, kan være roligt, omskifteligt eller frådende – et fuldt register af sindsstemninger.

7. Hvad man kan gøre for at håndtere disse følelser

Vore følelser udgør en stor del af, hvad vi er og hvem vi er. Følelser kan ikke ”kontrolleres”. Man kan ikke tænke dem bort. De opstår som svar på situationer og tanker, gennem neurologiske processer, som er helt uafhængige af, hvad vi ’bevidst’ tænker. De farver og sætter smag på vores oplevelser, influerer på vore tanker og reaktioner og gør os parate til at gribe muligheder.

Kort og godt: de er og bliver en del af os. Lige meget, hvor velinformerede eller hvor gode vi er til at ’klare alt’, så vil de altid være der. Hvis vi fornægter dem, kan de få indflydelse på vores adfærd på måder vi, som ovenfor nævnt, ikke selv kan gennemskue – og som måske ikke er i barnets interesse. Den eneste konstruktive måde at håndtere følelserne på er at lære at leve med dem.

At forstå, anerkende, acceptere og diskutere

At fordøje meddelelsen om et handicap er en følelsesmæssig proces. De følelser, der opstår, er ofte ’irrationelle’ i den forstand, at de kan virke som om de er i modstrid med vores tanker og forståelse. Men som tidligere beskrevet kan de være en magtfuld kraft, som i mange henseender er styrende for vore handlinger. Det første skridt er derfor at forstå, anerkende og acceptere, at de er der.

Det er de færreste, der kan klare voldsomme følelser helt på egen hånd. Det skyldes, at følelserne ændrer selve vores evne til at tænke og forstå – på måder, man langtfra altid selv er klar over.

Ulykkeligvis er vort samfund bygget på stereotypier, specielt angående mænds opførsel: ”Rigtige mænd græder ikke” o.s.v. Alt for ofte medfører det, at man forsøger at ”bedøve” de uønskede følelser på forskellige måder.

For at kunne tale om sine følelser på en ordentlig måde har man brug for en pålidelig og forstående person med indlevelsesevne. Det behøver ikke at være en professionel, men det skal være et menneske der er i stand til at tåle og rumme eventuelle vredesudbrud. Der er også brug for ord – meget ofte har man brug for hjælp til at finde de rigtige ord, der præcist udtrykker, hvad man føler.

Der ligger en ’hemmelighed’ i det at tale om sine følelser. ’Hemmeligheden’ er, at der ikke er noget, der skal ordnes. Der er ikke brug for at løse noget problem, forstået som at forsøge at få følelserne til at gå væk. Når man taler om dem, er det kun nødvendigt at sige, at de er der. ”Jeg er vred!”. ”Jeg er ked af det.”. Ikke mere. De skal bare frem i lyset.

Der ligger en stor styrke i at tale om sine følelser – bare dét med ord at udtrykke deres eksistens. Når man taler om dem, kommer de op til overfladen og bliver derved så virkelige, at man kan arbejde med dem. Det giver mulighed for at geninddrage dem i billedet af, hvem man egentlig er.

At huske på, hvad der er godt

Når man taler om følelser, kan man let får det indtryk, at alt er håbløst, og at det bare gør situationen værre. For at modvirke dette er det nyttigt at have nogle emner at tale om, som kan minde en om, at ikke alt i livet er dårligt. Måske har man en stærk familie og gode venner; barnet kan have evner, interesser og karaktertræk, som virkelig er gode. Sætter man ord på disse ting, er det lettere at inkludere dem i samtalen og opnå en balance i tingene.

At passe på sig selv

Dette råd er så let at give og så svært at følge. Der er så mange ting, der gør det svært at bruge tid på sig selv. Men det er indlysende, at glade, udhvilede forældre kan tage sig langt bedre af deres barn end udmattede og frustrerede forældre.

At bruge tid på sig selv betyder at være selvisk. Vær ikke bange for det. Det er selvfølgelig for en selv, men barnet vil få mere fordel af det, end man egentlig gør sig klart. At bruge tid på sig selv betyder at bede om hjælp. Det kan være i form af en babysitter, en aflastningsordning, brug af familiemedlemmer og venner eller at stille krav til ens partner.

Mange forældre gør tappert alt dette, men kun som en engangsforeteelse eller i tilfælde af en akut krise. En anbefalelsesværdig forbedring på dette niveau vil være at gøre det til en rutine. Aftenskole, deltidsjob, sport, biografture eller caféaftener med venner – der er mange muligheder for at komme lidt hjemmefra. For nylig fortalte en far mig om sin judoaftener. I ugens løb lagde han sine besværligheder i sin ’judobakke’ på kontoret, og fredag aften, når han skulle af sted til judo, visualiserede han så denne ’indbakke’. Det er meget sandsynligt, at hans judomakkere fik det at mærke!

At passe på sit parforhold

Det er usædvanligt for os at se et forældrepar, hvor begge håndterer stress på samme måde. Meget ofte kunne deres metoder simpelthen ikke være mere forskellige. Hvordan klarer man det, når den vedvarende sorg over et handicappet barn vender tilbage, i et forhold hvor den ene er den ’stærke, tavse type’ og den anden er helt desperat efter at tale om tingene?

Beklageligvis forandrer mennesker sig yderst sjældent for alvor. Det er imidlertid muligt at ændre noget – nemlig forventningen om, at ens partner skal blive forvandlet til noget andet end det, han/hun nu engang er.

At to forældre når til at erkende deres indbyrdes forskellighed er ikke ensbetydende med, at de skal til at opgive at samarbejde. Tværtimod – hvis der er forståelse for, at de følelsesmæssige emner er meget vigtige, men at man hver især har sin egen måde at tackle dem på, bliver der mulighed for at finde på kreative løsninger. Disse løsninger, der kan være helt specielle og måske ubegribelige for udenforstående, kan blive en meget stærk støtte fremover.

Helt nøjagtigt er det, som forældrene finder ud af – ofte ved at prøve sig frem – en form baseret på en klar forståelse af, hvad de gør sammen, og hvad de gør hver for sig. Sammen kan de eksempelvis diskutere forskellige måder at klare bestemte situationer på og/eller at opstille fælles ønsker og mål for familien. Hver for sig vælger den ene måske at spille golf en gang om ugen, mens den anden foretrækker at slappe af i selskab med gode bøger. Når man er frustreret, vred eller ulykkelig, kan det rummes i et forhold, hvor man, uanset om man taler om det eller ej, kender og accepterer hinandens strategier for at klare disse følelser.

At vide, hvem man ikke skal tale med

Livet er fuldt af mennesker, som kun er alt for villige til at give gode råd og tilkendegive deres mening, uanset om de bliver bedt om det eller ej. Der er en risiko ved at diskutere sin situation med alt for mange mennesker – nemlig at man får alt for mange indbyrdes modstridende svar.

De fleste aner ikke (og vil aldrig kunne forstå) hvordan det er at være dig. De vil aldrig kunne sætte sig ind i de følelser, man har som forældre til et barn med en udviklingsforstyrrelse. Desværre omfatter kategorien ”de fleste” oftest også ens slægtninge og venner. Det er som regel bedst at undgå at tage problemerne op med dem – eller i hvert fald at holde sig på et enkelt, letforståeligt og overfladisk niveau.

Hvis det bliver for meget

Der vil være stunder, hvor man synes, at byrden er uoverkommelig og langt overskrider de kræfter, man sammen med sine støtter kan mobilisere. I så fald er det gavnligt at søge professionel hjælp. Ens egen læge kan være et godt sted at starte. Hvis han/hun ikke kan hjælpe (nok), så kender han/hun i det mindste til de hjælpemuligheder, der findes.

8. Konklusion

For hver enkelt forælder er den følelsesmæssige rute som en tur i rutschebane. At indse, at ens barn har problemer, er ikke noget, man bare ”kommer over” og derpå genoptager sit almindelige liv. Denne indsigt forbliver en del af ens liv. Hvis barnet har et handicap, det være sig nok så lille, kan rutscheturen rumme adskillige skrækindjagende dyk, ligesom man kan føle, at man er lige ved at ryge af sporet eller køre gennem rædselskabinettet – men der kan også være flotte højdepunkter af ren og skær lykke. Denne artikel er skrevet som en hjælpe til at forstå, hvad man måske skal igennem – og nok så afgørende, som en hjælp til at kunne lægge planer for fremtiden.

9. Kildeangivelse og ophavsret

Oversat og tilrettet af hhv. Eva Jagd-Mauritzen og Hanne Veje, NLD-gruppen, med tilladelse fra forfatteren Dr. Michael McDowell, ChildDreams Pty Ltd. – Australien.  Denne  artikel er omfattet af ophavsretten og tilhører ChildDreams Pty Ltd. Artiklen kan  udskrives til personligt brug, men må ikke blive anvendt til uddeling, undervisning, bøger  hjemmesider og lignende – uden forfatterens tilladelse.

Original artikel findes på – http://www.childdreams.com.au

  • Nyheder pr. mail

    Ja tak, jeg vil gerne modtage en email, når der er nyt fra NLD-gruppen.

    - skriv din email herunder og klik på 'Subscribe':


     

    (Hvis du ønsker at afmelde, skal du blot skrive din emailadresse og klikke på 'Unsubscribe'.)